Skip til hoved indholdet

Det flade Lolland

Kultur og smuk natur, hvor det aldrig går op ad bakke. Det karakteristiske flade terræn på Sydlolland skyldes de inddæmmede områder.

Rutebeskrivelse

Hele Lollands sydlige kyst er indkranset af et dige, der blev etableret efter den store stormflod i 1872. Ved stormfloden kom der så meget vand ind i den gamle Rødby Fjord, at den blev forbundet med Nakskov Fjord i vest, hvorved Sydvestlolland blev en selvstændig ø. Rødby Fjord blev efterfølgende inddæmmet og tørlægningen endeligt afsluttet i 1966. Med start i Kramnitze går cykelruten vestpå igennem Hummingen. Ved kyststrækningen mellem de to byer gik den gamle Rødby Fjord ind i landet.

I Hummingen går cykelruten op på diget med en skøn udsigt ud over det inddæmmede land og Femern Bælt. Efter tre kilometer drejer du mod Dannemare, som er den største by på cykelruten. Her findes muligheder for indkøb og overnatning samt en smuk kirke. Herfra videre mod Tillitse med en kirke og et lille cykelpitstop. Midtvejspunkt på ruten er Vindeholme Skov med Vindeholme Slot. Cykelruten fortsætter igennem  skovene tilbage mod Dannemare. Denne gang fortsætter cykelruten mod Gloslunde og Hoby. I Gloslunde finder du et lille museum der fortæller om Stormfloden 1872. I 1920 fandt man ved Hoby en stormandsgrav med gravgods fra romersk jernalder. Derfra går cykelruten tilbage til Kramnitze.

Få mange flere detaljer om ruten i appen Naturlandet – du finder den i kategorien ”Naturlandet oplevelsesruter”. Har du tændt for din GPS på telefonen, kan du hele tiden se hvor du er på turen derude.

Praktisk information

Cykelruten er skiltet med blå skilte - du skal bare følge ”slottet”.

Andre cykelruter du vil støde på undervejs er den nationale cykelrute 8 (Østersøruten), ”Munkevejen” (89) og ”Naturlandet Rundt” (N).

Cykelruten er en rundtur med start/stop i Kramnitze, men er kun skiltet den ene vej rundt.
Du vil se skilte hver gang ruten drejer; hvis der ikke er noget skilt, følges blot vejen.

Det er muligt at købe mad og drikke på ruten i byen Dannemare.

Offentlig transport

Det er muligt at starte cykelruten i Dannemare. Du kan komme til og fra med bus eller, hvor der kan medbringes cykler.
For bus- og togtider henviser Naturlandet til Rejseplanen.

Oplevelser på turen

  1. Kramnitze: Fin lille havn, sommerhusområde og campingplads. Her finder du toilet og en stor shelter- og teltplads.
  2. Rødby Pumpestation: En af Nordeuropas største; her pumpes cirka 20.000 liter vand i sekundet, så det gamle Rødby Fjord område holdes afvandet.
  3. Hummingen: Sommerhusområde og en skøn badestrand, som flittigt bruges af lokale og feriegæster.
  4. Dannemare: Skøn lille by med 400 indbyggere. Snyd ikke dig selv for at tage et lille hvil på plænen foran kirken og nyde den idylliske ro. Dannemare er et godt udgangspunkt som start/stop til cykelruten.
  5. Vindeholme Slot: Et yderst smukt lille slot, som er placeret i skov med udsigt til Østersøen. Slottet kan lejes til weekendophold, fester og andrearrangementer. Vindeholme Slot er blevet til ikon for denne skønne cykelrute.
  6. Stormflodsmuseum og mindepark: Præstegården i Gloslunde har en permanent udstilling om den store stormflod i 1872 set med sydvestlollandske øjne. På den anden side af vejen finder du en lille mindehave og en stor sten med navnene på alle stormflodsofrene.
  7. Udstilling med ispinde-modeller: I Præstegården, ved siden af Stormflodsmuseet, findes en udstilling med forskellige modeller bygget udelukkende af ispinde. Alle modeller er bygget af Erland K Nielsen, som desværre gik bort i 1999.
  8. Hobyfundet: Lær mere om dette spændende fund fra romersk jernalder, der blandt andet består af to helt særlige sølvbægre. De to bægre vejer cirka et kilo, er flot udsmykket, og en kopi kan ses på Museum Lolland-Falster.
Download gpx filen til ruten - Det flade Lolland

Måske er du også interesseret i

Naturlandet

Telefon: 54 67 67 67
naturlandet@lolland.dk

Hent appen Naturlandet Lolland-Falster

Nyttige links