N8 Østersøruten
Den nationale cykelrute 8 starter i Naturlandet ved Tårs Færgehavn på Vestlolland og slutter ved Stubbekøbing Færgehavn på Nordfalster, hvor du blandt andet kommer forbi Naturlandets to smukke naturparker. Cykelruten har en længde på 169 km.
Hele vejen rundt i Naturlandet
Tårs har fast færgeforbindelse til Spodsbjerg på Langeland. Fra Tårs fortsætter cykelruten mod Nakskov, Lollands største by, som ligger i Naturpark Nakskov Fjord. Fra Nakskov cykles der på et dige langs Nakskov Fjord og Lollands sydkyst hele vejen ned til Rødbyhavn, hvor der er fast færgeforbindelse, over Femern Bælt, til Tyskland.
Fra Rødbyhavn fortsætter cykelruten nordpå igennem Rødby og Holeby op til Lollands andenstørste by, Maribo, som ligger ved Naturpark Maribosøerne. Fra Maribo går cykelruten vestpå igennem Sakskøbing og over Guldborgsund til Nykøbing Falster.
Nykøbing er den største by på Falster og i Naturlandet. Fra Nykøbing fortsætter cykelruten tværs over Falster igennem Væggerløse mod Marielyst, der er kendt som en ferieby med store sommerhusområder.
Fra Marielyst går cykelruten nordpå mod Stubbekøbing, hvor kysten følges stort set hele vejen. I Stubbekøbing er der færgeforbindelse til Møn om sommeren.
Længde og underlag
Cykelruten har i Naturlandet en samlet længde på 169 km, hvoraf ca. 70 km foregår via grusstier uden biler. Resten af cykelruten foregår hovedsageligt ad asfaltcykelstier eller små landeveje.
Rejsen videre
Uden for Naturlandet starter den nationale cykelrute 8 i Padborg og går så østpå over Als, Ærø, Tåsinge, Langeland, Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland, Sydfyn og tilbage til Padborg over det sydøstlige Jylland. Hele ruten er på i alt 820 km.