Skip til hoved indholdet

Oplevelser på hesteryg

Kom helt tæt på naturen på hesteryg - Lolland-Falster er præget af store skove og gammelt herregårdslandskab, hvilket gør området ideelt for ridning og ferie på hesteryg, da der er mange mindre veje uden reel trafik.

Jernbanestien

Først og fremmest er Jernbanestien mellem Maribo og Rødby en fantastisk rideoplevelse, hvor du slet ikke kommer i kontakt med biltrafik, og bare kan læne dig tilbage og nyde den afslappende tur. Stien bliver vedligeholdt af Lolland Kommune, og er forbeholdt fodgængere, cyklisterne og ridende. Hele turen frem og tilbage er 18 km, og app’en kan give forslag til indkøb, toiletter og andre relevante faciliteter undervejs.

Hannenovskoven

Falsters store statsskov, Hannenovskoven, har en række gode ridestier der er offentligt tilgængelige og giver rig mulighed for en god lang ridetur i den frie natur. Hestelauget arbejder altid på nye tilbud og ridefaciliteter, så det anbefales at støtte dem via medlemskab hvis du jævnligt rider i skoven. I mange af de private skove på Lolland og Falster er betaling via dags- eller årskort påkrævet, du kan læse mere om dette i vores app.

Flere muligheder for ridning

I vores app Naturlandet finder du under Aktiv i Naturlandet en lang række forslag til rideture i det fri samt overnatningsmuligheder med hest.

TREC-bane - Forhindringer i naturen som udfordrer hest og rytter

Fritidsområdet bruges af gående, cyklende og ridende, tag hensyn til hinanden. I fritidsområdet er der en 4,4 km lang gå, ride og cyklesti , en trec-bane for heste, vand, wc'er, to shelterpladser, en skovlabyrint, en infohytte, en fuglekiggerhytte og en grillhytte. Der er p-plads og en vendeplads til trailere.

​Der er adgang for alle og brug af banen er gratis. Adressen er: Nørre Vedbyvej, 4840 Nørre Alslev.

Orienteringsfasen (POR)

”Rytteren skal på et udleveret kort aftegne stævnearrangørens rute og derefter ride ruten ved at følge det selvtegnede kort. I de letteste klasse kan der udleveres optegnet kort eller rides efter markeret rute – men da ruterne tilrettelægges efter klassernes sværhed, er det let at aftegne og ride efter kortene i de lette klasser. Det drejer sig ikke om at komme hurtigst gennem ruten – der rides efter oplyste hastigheder, der kan skifte op til flere gange undervejs.”
Her SKAL man bruge den markerede sti rundt om Bavnehøj Fritidsområde.

Gangartsfasen (MA)

”Der rides 75-150 m i en langsom  galop på et markeret spor (i de letteste klasser kan man trave/tölte i stedet for) og derefter skridtes der tilbage i en hurtig og jordvindende skridt.”
Brug den markerede sti øst for TREC-banen.

Forhindringsfasen (PTV)

”Her afspejles de opgaver/forhindringer man kan møde på en lang tur i naturen fx åbne en låge, ride gennem vand, over en bro osv. I PTV afprøves hestens tillid, mod, håndterbarhed og sikkerhed på benene samt rytterens korrekte brug af hjælpere og kendskab til forcering af forhindringer i naturen. Modsat andre discipliner er det muligt at udelade visse forhindringer (man optjener så ikke point ved den forhindring) – men man udgår heller ikke af stævnet.”
Her er opstillet 19 forskellige forhindringer. 

  • Hestetrailere kan parkere på P-pladsen ved hovedindgangen til Bavnehøj Fritidsområde. Man kan vende med traileren på vendepladsen ud for P-pladsen. Hvis der er mange hestetrailere må man parkere dem i rabatten på Nr. Vedbyvej. Bemærk, at det ikke er tilladt at køre i bil, eller andre motorkøretøjer, i Bavnehøj Fritidsområde. 
  • Drikkevand kan hentes ved en hane ved indgangen til fritidsområdet fra vejen Bavnehøjen, se kort. Hanen er 50 m fra TREC-banens pausefold, følg stien vest om skovlabyrinten.
  • Toilet findes ved den store P-plads, og primitive toiletter ved shelterpladserne, se kort.
  • Overnatning. Der er to shelterpladser, se kort.
  • Pausefold og bindebomme er forbeholdt heste og ryttere.
  • Sti. Der er en afmærket sti hele vejen rundt om fritidsområdet, 4,4 km i alt. Stien er for gående, cyklende og ridende.
  • Andre brugere. Husk at fritidsområdet er for alle, gående, cyklende og ridende. Tag hensyn til hinanden.

Måske er du også interesseret i

Naturlandet

Telefon: 54 67 67 67
naturlandet@lolland.dk

Hent appen Naturlandet Lolland-Falster

Nyttige links